Fordele og ulemper ved holdingselskab

Et holdingselskab er et selskab – typisk et anpartsselskab – der ejer anparter eller aktier i et eller flere andre selskaber – som også kaldet driftsselskaber. Der er både fordele og ulemper ved at lade et holdingselskab være stifter af et driftsselskab frem for at virksomhedsejerne stifter selskabet personligt.

Fordele:

Anvende samme kapital 2 gange

Hvis man stifter holdingselskabet samtidig med at an stifter driftsselskabet, kan man ”genanvende” selskabskapitalen fra holdingselskabet til stiftelsen af driftsselskabet således, at den samme kapital altså anvendes to gange. Ved en holdingkonstruktion med to anpartsselskaber (det ene bliver holding- og det andet bliver driftsselskab) betyder dette, at man kun behøver at indbetale én x kr. 40.000 til stiftelsen af holdingselskabet, hvilken kapital man efterfølgende bruger til at stifte driftsselskabet med. Slutresultatet bliver, at driftsselskabet kommer til at have en selskabskapital på kr. 40.000 – og holdingselskabet kommer til at have en selskabskapital bestående af anparterne i driftsselskabet. Hertil kommer dog udgift til stiftelsesomkostninger og 2 x gebyr til Erhvervsstyrelsen.

Beskytte overskud

Hvis man (f.eks. når man ikke har et holdingselskab) lader overskuddet stå i driftsselskabet, risikerer man at dette opsparede overskud forsvinder i tilfælde af en større uforudset omkostning såsom en retssag eller en nedgang i markedet for den ydelse, man leverer. Tabet kan være så stort, at det opsparede overskud i driftsselskabet ikke kan dække det, og i værste tilfælde er driftsselskabet nødsaget til at gå konkurs.

Udlodder man i stedet en stor del af driftsselskabets overskud til et eller flere holdingselskaber, har det den fordel, at man kan beskytte overskuddet / de frie reserver oppe i holdingselskabet – og dermed minimere risikoen for tab. Ved holdingstrukturen undgår man måske nok ikke driftsselskabets konkurs, men man har sikret sig, at overskuddet er beskyttet i holdingselskabet og derfor ikke kan ”røres” af driftsselskabets kreditorer.

Når driftsselskabet skal sælges

Hvis driftsselskabet er ejet personligt af ejerne bliver ejeren – ved et salg af driftsselskabet – beskattet af købesummen som aktieavance.  Et holdingselskab kan dog sælge sine aktier/anparter i driftsselskabet skattefrit. Holdingselskabet modtager altså købesummen uden at skulle betale hverken selskabsskat eller aktieavanceskat, og kan dermed reinvestere hele salgssummen.

Ulemper

Der skal stiftes 2 selskaber

Det er selvsagt dyrere at stifte 2 selskaber end det er at stifte 1 – men bortset fra en mindre merpris for selve arbejdet med stiftelserne, er det faktisk kun et ekstra offentligt gebyr på 670 kr., der er merprisen for en holding konstruktion.

Som anført ovenfor kan selskabskapitalen jo netop ”genanvendes”, hvis man stifter de to selskaber samtidig.

Afsluttende

Man kan også stifte en holdingkonstruktion ”efterfølgende” – såfremt man allerede har et igangværende driftsselskab. Dette gøres ved at ejerne af driftsselskabet stifter et holdingselskab gennem anvendelse af deres anparter/aktier i driftsselskabet og dermed anvender dette som ”apportindskud” (=indskud af selskabskapital i andet end kontanter) i et nystiftet holdingselskab